ALTID PÅ BØRNENES SIDE Vi vil arbejde for færre skift og bedre sammenhæng i børns liv med særligt fokus på de mindste, så overgangen fra vuggestue til børnehave og videre til skole opleves som tryg og naturlig. Små børns trivsel og udvikling kræver trygge rammer og et pædagogisk miljø med høj kvalitet. Vi vil sikre, at daginstitutionerne har de rette rammer og uddannede pædagoger, så der er tid til nærvær og leg. Mindre bureaukrati og mere frihed i daginstitutionerne vil give pædagogerne bedre mulighed for at fokusere på barnets udvikling frem for administration. Vi vil også styrke samarbejdet med forældre, så vi sammen skaber de bedste betingelser for børnenes første år. En stærk fælles folkeskole er et afgørende fundament for uddannelse, fællesskaber og demokratisk dannelse. Vi vil sikre en folkeskole med mere frihed og faglighed. Frihed til, at skolen udvikles nedefra og sammen med forældrene med udgangspunkt i lærernes, pædagogernes og skoleledernes viden og faglighed. Et styrket fokus på faglighed og faglig trivsel løfter alle børn. Derfor vil vi investere i bedre rammer for kvalificerede lærere, gode undervisningsmiljøer og mere tid til fordybelse. Der skal være fokus på en god skoledag med inspirerende aktiviteter og undervisning af høj kvalitet. Vi vil en folkeskole for alle børn. En folkeskole for alle er også en folkeskole, der har de rette specialundervisningstilbud, resurser og kompetencer, så alle børn kan være med på deres præmisser Børns og unges trivsel skal styrkes. Vi skal blive bedre til at lytte til vores unge. Sunde fællesskaber og aktiviteter er afgørende i en god opvækst. Det samme er oplevelsen af at blive hørt og involveret. Fritidsaktiviteter med kammeratskab og fællesskab rækker ind i og ud over barndom og ungdom for alle. Derfor vil vi styrke samarbejdet mellem folkeskoler, klub-, forenings- og fritidslivet, så børn og unge ikke forsvinder bag skærme eller oplever ensomhed væk fra venskaber og fællesskaber. Sammen med vores Børne- og Ungeråd vil vi understøtte fællesskaber som børn og unge trives i og oplever ejerskab til. I HVIDOVRE
RkJQdWJsaXNoZXIy NjI5Mjg=