Gå til indhold

Vagn Majland - Socialdemokratiet 2025

Spring menu
Spring menu



Vagn Majland
Mit privatliv
Jeg er født i 1949, har boet i Hvidovre siden 1973 (dog afbrudt af en periode i Brøndby Kommune), har nu været gift med Birgit i 43 år og har to børn og fire børnebørn.
Mit arbejdsliv
De første 16 år tilbragte jeg på en lille gård i Vestjylland og som 16-årig startede jeg min erhvervskarriere med at tage til søs. Sejlede jorden rundt i fire år og sluttede den del af karrieren med en navigationsuddannelse på Københavns Navigationsskole.
Startede i 1971 på en uddannelse som edb-operatør på I/S Datacentralen af 1959. Den uddannelse blev i de kommende år suppleret med uddannelser som programmør og systemanalytiker.
I 1981 blev jeg ansat i en lille edb-virksomhed, hvor jeg efter to år blev medejer. I de 42 år der er gået siden, har jeg ikke prøvet at arbejde som ansat i en virksomhed og jeg er stadigvæk aktiv i min egen virksomhed.
I løbet af de mange år har jeg også uddannet mig som videofotograf, producer og dronepilot.
Mit politiske liv
 
Når man er opvokset på en gård i Vestjylland, vil mange nok tro man er opflasket med en Venstresnoet politik. Det var dog ikke for mit vedkommende. Min mor var socialdemokrat og min far var fleksibel, men dog mest lidt til venstre for Socialdemokratiet.
Med fire år til søs i en periode, hvor Preben Møller Hansen blev formand for Sømændenes Forbund, havde man to muligheder: Bliv kommunist og få de gode hyrer i indenrigstrafikken eller bliv noget andet og tag på udenrigsfart. Jeg blev medlem af Sømændenes Demokratisk Klub, som var socialdemokratisk og som støttede den tidligere formand From Andersen.
Da jeg sluttede som sømand meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet i Høje Tåstrup.
I 1974 kom jeg i bestyrelsen i Avedøre Partiforening og efter kort tid blev jeg formand. Siden har jeg været organisatorisk aktiv, dog afbrudt af nogle få år i 90’erne, hvor jeg mest opholdt mig i udlandet.
I begyndelsen af 80’erne stillede jeg første gang op til amtsrådsvalg i Københavns Amt. Blev dog ikke valgt. Det lykkedes så i 2002, hvor jeg sad i amtsrådet i de sidste fem år af amternes levetid.
I 2006 blev jeg valgt ind i regionsrådet et Region Hovedstaden, hvor jeg sad i to perioder.
I dag er jeg organisatorisk aktiv som næstformand i Socialdemokratiets Regionsbestyrelse i Region Hovedstaden og forretningsudvalgsmedlem i Regionsbestyrelsen i den nye Region Østdanmark.
Mit fagpolitiske liv
Jeg har været tillidsmand i Sømændenes Forbund, fagforeningsformand og hovedbestyrelsesmedlem i PROSA og bestyrelsesmedlem i Journalistforbundets Freelancegruppe.
Hvorfor stille op til kommunalbestyrelsen?
Jeg ser store muligheder for at bruge min brede erfaring til at bringe Hvidovre Kommune på sporet igen.
Jeg vil arbejde for større åbenhed, mere dialog, bedre information og en synlig, proaktiv og motiverende politik.
For borgerne betyder det:
  • Mindre system - mere menneske
  • Mindre forudindtagethed – mere forståelse
  • Mindre hastværk – mere sammenhæng
For kommunens ansatte betyder det:
  • Mindre styring – mere ledelse
  • Mindre kontrol – mere vejledning
  • Færre instrukser – mere dialog

Med udgangspunkt i nutiden og respekt for fortiden vil jeg fokusere på fremtiden.
   
Tilbage til indhold